Pædagoger til Mosaikken på Nørrebro
Har du lyst til at arbejde i et nybygget hus med fantastiske fysiske faciliteter?
Et sted, hvor vi har styr på strukturen og værner om et godt arbejdsfællesskab?
Så læs med – vi søger pædagoger til vores skønne hus midt på Nørrebrogade.
I Mosaikken arbejder vi med pædagogiske læringsmanuskripter, som beskriver vores praksis gennem dagen. Dem udvikler og evaluerer vi løbende sammen, så vi sikrer en ensartet høj kvalitet på alle stuer. Som ny medarbejder kan du læne dig ind i manuskripterne. Vores mål er at skabe et sjovt og indholdsrigt børneliv, hvor alle børn oplever at være en del af børnefællesskab. Vi har fokus på, at organiseringen af hverdagen giver mulighed for faglighed og fordybelse. Vi arbejder også med Tryghedscirklen, fordi relationsarbejdet med børnene er nøglen til tryghed og udvikling. Samtidig er vi inspireret af metoder fra Low Arousel og NEST-pædagogik. Alt det – og meget mere – skal vi nok klæde dig godt på til.
Hvorfor vælge Mosaikken?
Vi har faglighed og godt styr på mange ting, og så vil vi altid blive bedre. Vi har et godt arbejdsmiljø og arbejdsfællesskab, og det skal vi i 2026 udvikle endnu mere.
Vi tilbyder alle medarbejdere fysioterapi, kiropraktik og massage. Vi ved, hvor vigtigt det er at passe godt på kroppen i vores fag.
Hos os arbejder alle 37 timer om ugen. Det giver tid til forberedelse og sikrer, at der er en god normering hele dagen. Hvis du er bekymret for 37 timer, så læs hvad vores pædagog Ellen fortæller om at gå fra 32 timer til 37 timer: 'Før sad jeg tit om aftenen med forberedelse og dokumentation. I Mosaikken har vi tid til forberedelse, faglige drøftelser og stuemøder hver uge. Når alle arbejder 37 timer, føles det faktisk som færre'.
Hvem leder vi efter?
Vi forventer, at du
- er pædagoguddannet
- er struktureret og kan holde overblik
Du kan både være nyuddannet eller i sidste halvdel af dit arbejdsliv eller derimellem. Det vigtigste for os er, at du har lyst til at arbejde et sted med tydelig struktur og organisering – og til at gå i fælles takt med gode kolleger. Dig der ved, at dit bidrag hver dag er afgørende for, at vi sammen lykkes med børnene.
Lidt om Mosaikken
Vi er en integreret institution med fire vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper. Vi er i øjeblikket i gang med en spændende proces i forhold til at lokalintegrere basispladser på vores børnehavestuer, og i den forbindelse nednormerer vi gruppestørrelserne fra 22 børn til 17-18 børn. Vi ligger centralt på Nørrebro lige over for Den Røde Plads.
I Mosaikken får du gode rammer for dit pædagogiske arbejde. Vi bor i et nyt hus fra 2023 med store, lyse lokaler, direkte udgang til legeplads fra alle stuer, fællesrum til motorik, kreaværksted, pædagogisk køkken og brede gange med mindre legezoner.
Vi har en ledig stilling i vores vuggestue og to ledige stillinger i vores børnehave. Selvom vi arbejder aldersintegreret er det vigtigt for os, at du skriver, hvilken aldersgruppe du ønsker at arbejde med.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 37 timer ugentligt og med start snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer. I København får du en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. På www.kk.dk/paedagogloen kan du se, hvor meget man tjener som uddannet pædagog i Københavns Kommune.
Vil du vide mere?
Har du lyst til at høre mere om Mosaikken eller se vores hus, er du meget velkommen til at ringe til pædagogisk leder Svend Aage Mollerup på 24 98 22 48.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest tirsdag den 26. maj 2026
Vi holder samtaler løbende.